Hun tjente
80 øre om dagen

Veda er ikke bare startet i skole - hun er også med til at skabe forandring i slummen, hvor hun bor.
Da vi i 2023 åbnede vores Community Centre i Canal Side, mødte vores team Veda*. Hun var 12 år gammel, gik ikke i skole, men arbejdede i den lokale tebod. Hun tjente hver dag 10 Indian Rupees, hvilket svarer til 80 øre om dagen. Pengene gik til hendes familie, som var i en svær økonomisk situation.
Da vi startede med vores aktiviteter, blev Veda hurtigt interesseret og begyndte at komme til vores daglige skoleforberedelse. Her mødte hun voksne, som troede på hende og bakkede hende op i hendes udvikling.
I starten var hendes forældre ikke samarbejdsvillige, og de synes ikke om ændringen i deres hverdag. Vores team har derfor haft jævnlige hjemmebesøg og haft samtaler med familien, for at sikre deres opbakning til Vedas uddannelse.
*ændret navn
Efter et stykke tid stoppede hun med at arbejde i teboden og ville i stedet fokusere på at få en uddannelse. Efter at have deltaget i vores skoleforberedelse blev hun indskrevet på den lokale skole, som det første hold efter at vi startede i det slumområde. I dag er Veda 14 år gammel og kommer fortsat dagligt i skole og klarer sig rigtig godt.
Vedas forvandling har desuden skabt ringe i vandet: Hun er blevet en af vores Change Agents, hvor hun skaber opmærksomhed omkring uddannelse blandt andre unge piger i slummen, bl.a. til sin egen søster. Hendes beslutsomhed og engagement har inspireret hendes familie og venner, samt gjort dem mere modtagelige for LittleBigHelps budskaber om f.eks. pigers skolegang.
Nu er Vedas familie meget taknemmelige for den effekt som vores team og aktiviteterne på Community Centeret har haft på hendes liv. De er stolte af hendes resultater i skolen og de positive forandringer som hun har bragt med hjem.
Veda fortæller selv:
“Jeg var slet ikke klar over vigtigheden af uddannelse. Tusind tak til LittleBigHelp for at give mig vejen som leder til det klareste lys.”
Vi er så stolte af Vedas udvikling og glæder os til at følge hende og se hvordan skolegang vil påvirke hendes liv fremover.


Vi er så taknemmelige for støtte til vores projekter, som sikrer at vi kan fortsætte vores projekter.
Lige nu har vi brug for flere medlemmer, og vi håber, at du kunne have lyst til at hjælpe os med det? Som medlem er der ingen forventninger til dit engagement, andet end en årlig donation på enten 500 kr., 200 kr. eller 50 kr. Du kan nemt melde dig til i formularen nedenfor. Tak for din støtte!